Torskerogn

Torskerogn Frisk torskerogn fås i januar, februar og marts måned. Køb helst de mindste ”bukser”. Torskerogn er sundt, fedtfattigt og indeholder masser af B- og D-vitaminer.

Sådan koges torskerogn: Pak bukserne løseligt i bagepapir og pochér dem stille lige omkring kogepunktet i saltet vand med lidt eddike i ca. 10 minutter. Hæld vandet fra og lad bukserne trække et par minutter, eller til de er kolde. Derefter kan torskerognen skæres i skiver, spises varm som middagsret, stegt i smør eller bruges som pålæg.

Torskerogn på dåse er ikke ren torskerogn. Rognen er tilsat større eller mindre mængder vand, salt, mel, tomatpuré og andre krydderier. Frisk torskerogn er ikke nødvendigvis mere ægte eller finere end dåserogn, det er bare to helt forskellige madvarer. Rogn på dåse kan være en glimrende basisvare, der elskes af mange børn, og som også peppes op af at blive stegt i smør og serveret med godt rugbrød og citron. Køb dog ikke den billigste slags torskerogn.

Nykogt torskerogn kan røres til frikadeller eller skæres i skiver og gratineres med en MornaySauce, der krydres med klippet dild og citronsaft.

Som dip til snacks: Rør nykogt, moset torskerogn med lidt cremefraiche 38%, masser af hvidløg, citronsaft og salt og peber. Sæt i toppe på ristede rugbrødstrekanter og pynt med rigeligt, finthakket rødløg.

Kilde: Karolines Køkken

Print opslag Send til en ven

Kommentarer fra brugerne om Torskerogn