Muslinger er finest i de kolde vintermåneder. I Danmark har vi fine blåmuslinger, som efterhånden mest er linemuslinger. Dem fanger man på tov - i stedet for at samle op fra bunden. Man hænger lange tove ud i havet, som muslingerne sætter sig på. Man kan så hive tovene ind og pille muslingerne af. Linemuslinger har den fordel, at de ikke er fyldt med sand.
Muslinger gennemgås sådan: Skyl dem i en stor balje vand. De, der er i stykker, samt de, der ikke lukker sig ved et slag mod bordkanten, kasseres. Hæld muslingerne i en stor gryde og damp dem 3-5 minutter i lidt vand. De muslinger, der ikke er åbne, kasseres.