Søvn

Så er det sengetid – lær hvornår din nyfødte, din baby og din tumling skal sove

Nyfødt, baby eller tumling? En, to, tre eller ingen lure i løbet af dagen? Det er ikke nemt, at gennemskue hvordan den lille kan eller vil sove. Hvis du vil have et overblik og måske forsøge at sætte det svære søvnmønster bare en lille smule i system, så læs med her. Det er ikke sikkert, at det passer på din baby – babyer er, som du ved, forskellige som nat og dag – men her får du Babysleepsigth.coms oversigt over, hvor mange timer i døgnet et barn fra 0-5 år cirka sover – samt hvornår det er en god ide at sige godnat. Men husk endeligt, at kun du kender dit barn bedst.

Af Kristina Smith Villadsen

Nyfødt

Din nyfødte sover omkring 16 timer i døgnet, men det kan svinge fra 10 til 23 timer og stadig være helt normalt. I begyndelsen er det umuligt at få indført en fast sengetid, da det mest af alt afhænger af, hvornår sulten melder sig hos den lille. Hold i stedet øje med, hvornår din baby viser tegn på træthed – f.eks. ved at gnide næsen og øjnene eller ved at vende hovedet væk fra aktiviteter i rummet – og læg din nyfødte til at sove, når de første tegn viser sig.

1-4 måneder

Din baby sover 14-15 timer i døgnet og er typisk vågen en eller to timer mellem hver lur. Når din baby er en eller to måneder, kan sengetiden sagtens være så sen som klokken 23. Men prøv langsomt at flytte den henimod klokken 20, sideløbende med at din baby er vågen i længere og længere tid imellem sine lure.

4-8 måneder

Din baby sover stadig omkring 14-15 timer i døgnet, men er lidt længere vågen imellem hver lur. Når din baby er omkring seks måneder, så er den lille klar til en lidt mere fast søvnrytme. I begyndelsen af perioden, altså omkring de 4 måneder, sover din baby fire lure, og så er sengetiden cirka 19.30. I slutningen af perioden, altså omkring 8 måneder, snupper din baby tre lure og kan så komme i seng klokken 18.

8-10 måneder

Din baby kan nu klare sig med to lure i løbet af dagen, og sover typisk mellem 12 og 15 timer i døgnet. Hvis din baby vågner mange gange i løbet af natten eller tager korte lure i løbet af dagen, er det en god idé med sengetid omkring klokken 18. Ellers kan din baby fint vente til omkring 19.

10-15 måneder

Dit barn sover mellem 12 og 14 timer i døgnet. Hvis dit barn stadig sover to lure i løbet af dagen, kan du lægge den lille i seng klokken 20. Hvis dit barn omvendt kun sover en lur i løbet af dagen – måske fordi du er tilbage på arbejde, og dit barn er begyndt i institution – så anbefales det at lægge den lille i seng et par timer tidligere.

15 måneder til tre år

Dit barn sover stadig mellem 12 og 14 timer i døgnet, og måske er det først nu dit barn går fra en til to lure i løbet af dagen. I den periode er det en god ide at lægge dit barn i seng omkring klokken 18. Når barnet er omkring to år, og den ene lur er fast etableret, så er en sengetid omkring klokken 19 fin. I den her alder er det godt at indføre nogle putterutiner, hvor I laver de samme ting i en bestemt rækkefølge, for så ved dit barn, at sengetiden nærmer sig, når I begynder på rutinerne. Rutinen kan være en stille leg, noget rolig musik, nattøj og godnathistorie.

Tre til fem år

Dit barn skal have mellem 11 og 13 timers søvn i døgnet. Når dit barn dropper middagsluren, skal dit barn i seng 12 timer før, det igen er tid til at stå op. I den her alder er sengetiderne og rutinerne så godt indarbejdet, at dit barn for det meste har styr på, hvad der skal ske.

5 måder du kan hjælpe dit barn til at sove

  1. Skab rutiner: Børn trives med rutiner, de hjælper dem til at forstå, at deres liv ikke er fyldt af kaos. En typisk Godnat-rutine kan omfatte bleskift og på-med-pyjamas, en rolig leg, en flaske (til babyer yngre end 2 år), børste tænder, en tur på potten (hvis barnet kan), en bog, en sang, et kram og så “lights out”.
  2. Tidlig i seng: De fleste babyer under et år har brug for op til 15 timers søvn hver nat, mens småbørn under 2-3 år har brug for et par timermindre. Et barn på 9 mdr., som kommer i seng kl 21 og står op kl. 7 går altså “glip af” op til 5 timers søvn.
  3. Lur i løbet af dagen: En eller to lure i løbet af dagen forhindrer overtræthed, og uden overtræthed falder dit barn lettere til ro.
  4. Skab sove-associationer: Hvordan falder du selv i søvn? Læser du en bog eller taler du med din partner? Mange har en bestemt rutine, som gør det nemmere at falde i søvn. Sådan har dit barn det også. Vis den lille, at det er tid til at sove – det kan f.eks. være med en stille oplæsning fra en bog eller en sutteklud over hovedet. Pas dog på, at det ikke bliver for krævende en rutine – en rokketur i mor eller fars arme kan være en hård omgang, når kl. er fire om natten. Sørg for at bryde de krævende vaner – en (alt for) træt forældre er ikke optimalt for babyen. 
  5. Administrer natte-spisning: Babyer er forskellige, og det varierer meget, hvornår de er færdige med at spise om natten. Nogle eksperter mener, at det er slut, når babyen har tredoblet sin fødselsvægt, andre mener, at det er slut, når barnet spiser tre solide måltider om dagen. I bund og grund handler det om at tune sig ind på sit barn og forsøge sig frem. Vær dog opmærksom på, at hvis et barn over tre måneder spiser hver anden time hver nat, kan det være blevet en sove-association (se ovenfor), som du skal forsøge at vænne dit barn af med

Kilde: Babysleepsite.com