Karolines® Køkkenleksikon er en online encyklopædi (eller et online leksikon) om mad og madlavning. Det indeholder små artikler og evt. lyd og billedfiler om emner og begreber, der har med mad og madlavning at gøre. Karolines® Køkkenleksikon er et brugsleksikon og rummer derfor også masser af praktiske tips om madlavningsteknikker o.a.
Karolines® Køkkenleksikon er startet i maj 2008.
Hvem skriver og leverer indhold?
Det er os i Arla Karolines Køkken® og vores samarbejdspartnere, der har udviklet det meste af det indhold, der ligger på Karolines® Køkkenleksikon nu. Men leksikonet skal gerne vokse og udvikle sig med brugerne. Alle, der har lyst, kan komme med input til emner og nye artikler, der skal skrives.
Hvem redigerer?
Karolines® Køkkenleksikon er foreløbig ikke nogen wiki. Det vil sige, at indholdet ikke frit kan redigeres af alle. Det er Arla Karolines Køkken®, der vælger og redigerer i de input, der kommer fra brugerne. Vi har valgt at have kontrol over indholdet for evt. at åbne mere for brugerdrevet indhold, når Karolines® Køkkenleksikon har fundet sine ben.
Alle er velkomne til at bidrage
Alle er velkomne til at bidrage med forslag til nye emner, tekster til nye artikler og uddybninger, kritik og kommentarer til de artikler, der allerede findes. Sprogtonen i Karolines® Køkkenleksikon er seriøs og sober, men må gerne have glimt i øjet og en menneskelig stemme.