|
Et godt jordbær skal være fast og ensartet rødt, og bægerblade og stilk skal være grønne og friske.
Jordbær har en meget kort holdbarhed. De smager allerbedst straks efter plukning.
Selv ved opbevaring i køleskab er holdbarheden for de fleste sorter højst et par dage, da de nemt får mug- og skimmelangreb.
De fleste sorter kan fryses.
Jordbær har et lavt energiindhold, fordi de består af 90 procent vand. Men de er en god kilde til C-vitamin og B-vitaminet folat. |
|
 |
Jordbærsorter
De jordbærsorter, som vi kender, er krydsninger mellem en eller flere arter fra havejordbærfamilien. Jordbærplanter er flerårige urter med lange udløbere, der ligger oven på jorden og slår rod for at danne nye planter.
Jordbærplanterne har hvide blomster på oprette stængler. Frugtbunden i blomsterne svulmer op og danner en såkaldt falsk frugt med mange småfrugter - de små kerner (nødder) på bærrets yderside.
De umodne jordbær er grønne, men bliver smukt røde, når de er modne. De håndplukkes med de grønne bægerblade og et lille stykke af stilken.
Der findes mange forskellige jordbærsorter. Nogle sorter dyrkes mest i private haver, mens andre dyrkes erhvervsmæssigt, hvor der lægges vægt på flotte bær med god holdbarhed og stort udbytte. Afhængig af sorten kan jordbærrene variere i størrelse, fasthed, farve og smag. Desuden er der forskel på sorternes udbytte, modningstidspunkt og resistens mod sygdom.
| Det kan være svært at finde en bestemt sort i butikkerne, for bakkerne med friske jordbær er normalt ikke mærket med, hvilken sort der er tale om. Men kig på kassen som jordbærbakkerne står i. Her står navnet som regel.
I det følgende gennemgås de karakteristiske egenskaber ved de mest almindelige sorter i år 2010, men listen er ikke udtømmende, for der kommer hele tiden nye sorter frem.
Dybdahl var det mest almindelige jordbær i Danmark fra 1909 og ca. 50 år frem i tiden. Det giver ikke så højt et udbytte som de nyere sorter på markedet, men det giver bær over en lang periode. Dybdahl er en tidlig sort. Smagen er mild og krydret med en god aroma. Bærret er lyserødt og et blødt bær, der skal spises hurtig efter plukning. Dybdahl blev i 1960’erne og 70’erne udkonkurreret af sorter, der var mere rødlige og havde en bedre holdbarhed.
Senga Sengana er en tysk sort, som i 1950’erne afløste Dybdahl. Den modner tidligt i begyndelsen af juni måned. Bærrene er middelstore, og de er mørkerøde både indvendig og udvendig. Senga Sengana har en aromatisk god smag, men giver ikke så højt et udbytte som fx Polka og Korona.
|
|
 |
Zefyr er en ældre dansk sort, der modner tidlig. Den giver ikke så højt et udbytte. Bærrene er i begyndelsen af sæsonen store, men bliver efterhånden mindre. De er højrøde og smager sødligt, men en smule syrligt.
Honeoye er en amerikansk krydsning fra 1979. Det er en tidlig sort, som modner på friland fra begyndelsen af juni til sidste halvdel af juni. Bærrene er bløde til middelfaste. De er store med en glat mørkerød overflade og indsunkne nødder. Karakteristisk for Honeoye er en syrlig-sød smag. Den har en god holdbarhed og dyrkes mest erhvervsmæssigt.
Korona ligner Senga Sengana lidt. Sæsonen på friland er fra omkring midt i juni. Den giver et højt udbytte. Bærrene er middelstore til store med en mørkerød farve. Smagen er sød og aromatisk.
Elsanta er en hollandsk sort fra 1980’erne. Den giver et højt udbytte og er en almindelig sort hos erhvervsavlerne. Den høstes på friland fra slutningen af juni og de første uger af juli. Men fra midten af april til begyndelsen af maj og igen i oktober og november kan man købe Elsanta-jordbær, som er dyrket i væksthuse. Bærrene er store og faste og har en god holdbarhed. Farven er middelrød, skinnende og indvendig lys, orangerød, og det er et flot pyntebær. Smagen er mild, og en anelse syrlig. Den smager ikke af så meget.
Sonata er en nyere sort, som modner midt i sæsonen omkring slutningen af juni og begyndelsen af juli. Det er et middelfast, mellemstort, hjerteformet bær, det er gennemrødt. Sorten har en kraftig sød og fyldig smag. Holdbarheden er god, og den dyrkes mest erhvervsmæssigt.
Polka ligner Senga Sengana. Sorten har middelstore, lidt kegleformede bær, som er mørkerøde både udenpå og indvendig. Bærrene er faste, og smagen er syrlig-sød.
 |
|
Dania modner sent. Bærrene er store, dybrøde og mildt smagende. Giver stort udbytte.
Florence modner sent og kan høstes i hele juli. Bærret er fast og gennemfarvet. Størrelsen er medium til stor, og smagen er sød, frisk og fyldig. Sorten dyrkes erhvervsmæssigt og giver et stort udbytte.
Ostara, Everest og Evie er remonterende sorter, det vil sige, at de blomstrer og bærer frugt, indtil frosten sætter ind i efteråret. Bærrene er middelstore og har en frisk og sød smag. Udbyttet er middelstort.
Skovjordbær er vildtvoksende. Planterne kan også bruges som bunddække mellem stauder i en blomsterhave. Skovjordbær er små og giver et begrænset udbytte, der oftest kommer fuglene til gode. |
Anvendelse
Nyd jordbærrene friske, som de er. Smagen er bedst, hvis de har stuetemperatur. Så tag dem ud af køleskabet en times tid, før de skal på bordet.
Jordbær med fløde eller mælk og et drys sukker er den mest enkle måde at servere friske jordbær på.
Jordbærgrød med fløde, hvor bærrene koges med vand og sukker og jævnes med kartoffelmel, var tidligere en klassisk dansk sommerdessert.
En del jordbær bliver også syltet. De kan så anvendes som marmelade eller smagstilsætning i surmælksprodukter, is og smoothies m.m.
Jordbærsaft produceres som drikkesaft og tilsættes slik og andre produkter.
Jordbær forhandles også frosne.
Vær opmærksom på, at
Fødevarestyrelsen anbefaler, at storkøkkener og institutioner, der laver mad til børn, ældre og syge, skal varmebehandle frosne bær, inden de skal spises. Bærrene skal koge (boble) et minut for at være sikker på, at virus er dræbt.
Oprindelse
De første jordbær var vilde bær, der blev samlet i naturen rundt omkring i Europa. I 1500-tallet begyndte man at dyrke de vilde bær, men udbyttet var ikke stort. I ”Flora Danica: Dansk Urtebog” fra 1648 omtales et jordbær, som blev dyrket på danske herregårde.
 |
|
Men det var først omkring år 1900, at der for alvor kom gang i udviklingen af smagsfulde sorter med større udbytte.
Grundlaget for de dyrkede jordbærplanter er dels en nordamerikansk art, som kom til Europa i begyndelsen af 1600-tallet og dels en sydamerikansk art, som dukkede op i 1700-tallet. De to arter er blevet krydset mange gange og er ophav til de sorter, som vi kender i dag. Den nordamerikanske art var især værdifuld på grund af bærrenes gode smag, mens den sydamerikanske gav store bær.
Jordbær har sandsynligvis fået deres navn, fordi bærrene sidder tættere på jordoverfladen end frugterne på andre planter.
|
I dag dyrkes jordbær i hele Europa og mange andre steder i verden.
Kilder: